Information om biogas og Naturbiogas Tværmose

Der kan være mange spørgsmål i forbindelse med et nyt biogasanlæg. Vi har selvfølgelig svarene klar til dig lige her – og finder du ikke svaret på dit spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på 6917 1726 eller info@naturbiogas-tvaermose.dk.

 

Hvad er biogas?

Biogas er en blanding af gasser, som udvindes af organiske materialer. Det kan for eksempel være husdyrgødning og andre typer af landbrugsbaserede råvarer som maj eller glycerin. Biogas består primært af metan og kuldioxid, der ellers er mikroorganismers restprodukter.

 

Hvad skal naturbiogassen bruges til?

Naturbiogas Tværmose kommer til at levere til naturgasnettet. Naturbiogassen vil herfra blive brugt til at opvarme huse i området.

 

Hvorfor skulle Naturbiogas Tværmose udvides i 2023?

Udvidelsen af biogasanlægget kan på sigt danne synergier med andre former for anlæg indenfor vedvarende energifremstilling og bæredygtig produktion.

Ved udvidelsen opnår vi blandt andet også byrådets ønske om at etablere CO2-neutrale energianlæg. Ved at udvide et allerede-eksisterende biogasanlæg sørger vi for, at områdets tilgængelige biomasse-ressourcer bliver udnyttet og omdannet til endnu mere CO2-neutral energi.

Med etableringen af Naturbiogas Tværmose sikrer vi også en stabil gasproduktion, der er med til at sikre lokal-produceret CO2-neutral energi til naturgasnettets brugere.

 

Hvor leverer Naturbiogas Tværmose energi til?

Naturbiogas Tværmose leverer naturbiogas til naturgasnettet via en allerede-eksisterende gasledning. Gasledningen er tilkoblet en modtagerstation, hvorfra gassen bliver ledt videre til en måler- og regulatorstation. Her måles mængden og kvaliteten af gassen, før den distribueres til naturgasnettet i området.

 

Hvad er fordelene ved biogas?

Biogas er et attraktivt og bæredygtigt alternativ til fossile brændstoffer og energikilder. Med biogas beskytter vi nemlig grundvandet bedre, vi reducerer lugtgener fra gylle, og vi bidrager til en miljøvenlig cirkulering af organisk affald i landbruget. Sidst men ikke mindst kan biogassen bruges til at opvarme huse, og biogassen kan faktisk lagres, hvis vi først får brug for den senere.

Det er alt sammen til stor fordel for både befolkning og klimaet i Holstebro Kommune, hvor der vil kunne opvarmes omkring 6600 husstande årligt takket være den naturbiogas, der produceres på Naturbiogas Tværmose.

Flere analyser har også vist, at biogasproduktion baseret på husdyrgødning er den samfundsmæssigt billigste metode til reduktion af emission af drivhusgasser.

 

Vil området opleve lugtgener?

Når de lokale landmænd leverer gylle og anden biomasse til Naturbiogas Tværmose, sørger vi for, at den bliver afgasset og leveret tilbage til landmændene. Lugtgenerne fra den afgasset udgave er betydelig minimeret i forhold til ikke-afgasset gylle og biomasse. 

Faktisk er støj, støv og lugt beregnet til ikke at påvirke naboerne til Naturbiogas Tværmose, hvorfor anlægget gerne skulle blive velintegreret i omgivelserne med mindst mulig påvirkning af landskabet, via vores kemiske luftrensningssystem.

 

Hvor meget biogas vil Naturbiogas Tværmose producere?

Naturbiogas Tværmose har en kapacitet op til 32 mio. m3 biogas årligt, som sendes til rensning for C02. Herefter vil 15-18 mio. m3 naturbiogas blive tilført til naturgasnettet hvert år. Det svarer til omkring 9000 husstande bliver opvarmet med CO2-neutral biogas.

 

Hvordan er trafikken ved Naturbiogas Tværmose?

Vi kan desværre ikke undgå transport, når biomassen skal transporteres ind og ud af anlægget. Heldigvis er der etableret godt oversigtsforhold, og ved indkørselsvejen (Tværmosevej) ind til anlægget er der gode svingforhold for tunge køretøjer.

Det eksisterende kryds ved Tværmosevej/Skivevej er etableret med helleanlæg og kanaliseret venstresving på Skivevej, samt med midterhelle ved tilslutningen til Tværmosevej. Længden af venstresvingsporet på Skivevej er godt 50 meter, hvorfor der er plads til en del afventende køretøjer. 

Det er gode forhold, som kun sjældent vil få ventende bilister til at føle sig presset af bagvedliggende trafikanter. 

 

Hvad sker der med restaffaldet?

Når biomassen er afgasset, er det der er tilbage afgasset gylle, som landmændene kan bruge til gødning på deres marker.